Forside > Taasinge Museum > Udstillinger > Elvira og Sixten
Taasinge Museum - Elvira og Sixten

Elvira og Sixten

Den tragiske historie

Da linedanseren Elvira i januar 1888 optræder i familiens cirkus i Kristiansstad, ser Sixten hende for første gang og bliver meget betaget af hende.

Flugten fra cirkus

I cirkus vogter moderen Eleonora strengt over Elvira, for at undgå at hun får kontakt med publikum, idet familien var meget afhængig af deres stjerneartist.

Trods overvågningen lykkedes det Elvira og Sixten i en periode at udveksle breve. Brevene blev ekspederet til og fra posthuset via en pige fra cirkus. Gennem denne brevveksling lykkedes det for parret at planlægge deres flugt sammen.

Parrets vej til Svendborg og Tåsinge

Den 18. maj 1889 gav Cirkus Madigan forestilling i Sundsvall i Nordsverige. Det var herfra Elvira en tidlig morgen i juni 1889 flygtede fra cirkus for at møde Sixten. Sammen flygtede de ned gennem Sverige til Stockholm, hvorfra de senere tog til København. Fra København tog parret videre til Svendborg, hvor de den 18. juni 1889 indlogerede sig som "Brudeparret".

I Svendborg levede de i sus og dus som forelsket brudepar. Men pengene slap op, og Sixten kunne ikke hente forstærkning hos sin far. Sixten var deserteret løjtnant fra det svenske dragonregiment (udeblevet fra 2 mønstringer) og Elvira en fattig cirkusprinsesse.

Da Cirkus Bergman, som Elviras bror Oscar rejste med, kommer til Svendborg, flygter parret den 15. juli 1889 over til øen Tåsinge og indlogerer sig på et sommerpensionat i Troense.

I et andet sommerpensionat hos Anette Frederiksen, som var enke efter skibsfører Rasmus Frederiksen, derfor kaldet Madam Frederiksen, indtager de deres måltider.

Den sidste udflugt

Nogle dage senere beder de Madam Frederiksen om en madkurv, da de ønsker at tage på en lille udflugt.

Det var på denne skæbnesvangre udflugt til Nørreskoven, at parret gik i døden sammen.

Sixten skød først Elvira og derefter sig selv med sin tjenesterevolver.

Hun blev 21 og han 35 år.

Mindestenen i Nørreskoven

Herunder nyopsat sten ved Nørreskovvej, der viser vej til Elviras og Sixtens mindesten i skoven med ny infotavle opsat af Svendborg Kommune og Valdemars Slot.

Ved mindestenen i Nørreskoven.

Stedet er nu indhegnet med dyrehegn og gjort fint tilgængeligt af Valdemars Slot.

Gravstedet

Parret blev den 27.juli 1889 begravet på Landet kirkegård på Tåsinge under et stort egetræ og med 2 ydmyge gravsten.

Læs om parrets tragiske skæbne og få den sande historie i Anders Enevigs bog "Fakta om Elvira Madigan og Sixten Sparre", som udkom i 2005, og som kan købes på museet.

Museets "Elvira-udstilling" fortæller fyldestgørende i tekst og billeder samt med enkelte effekter historien om parrets ulykkelige kærlighed og dens følger.

Taasinge Museum - Elvira og Sixten
Kontakt:

Taasinge Museumslaug
CVR nr. 26 86 05 12
v/formand Keld Thrane
tlf. 6254 1761
kt@lundbymail.dk

Taasinge Museum
Kirkebakken 1
Bregninge
5700 Svendborg
Tlf. 6222 7144
taasingemuseum@mail.dk

Taasinge
Lokalhistoriske Arkiv
Biblioteksvej 1
Landet
5700 Svendborg
Tlf. til leder:
6254 1348
taasingearkiv@gmail.com

Sidst opdateret:
06/07 2017 11:00:58
Webdesign: Jan Schønemann
Login
< TOP >